‘Jeg holder ikke ud’

Jeg holder bare
til jeg en dag ikke kan holde længere
og så må vi se hvor tungt jeg falder.

‘Jeg vil aldrig blive til noget’

Jeg har dog tabt mig ni kilo
og set drømmene drukne
i hekseblod og stimulanser.

‘Jeg har aldrig været noget’

Så måske jeg bare falder
let forbi jeres øjne
og ned i jorden.

Jeg er ingenting og det er helt okay.

Jeg blæser gennem natten
med udspændte kokainøjne
og leder efter en form
for ikke-bæredygtig relation
som kan skære mig op,
så mit kemisk fremstillet sind
kan flyde ud i et neonglødende køn,
hvor drømmene endelig vil brænde op.

Jeg var hos lægen forleden
fordi jeg kunne smage sygdom
på spidsen af min tunge.
Han sagde det var en virus,
at det ville gå over af sig selv
og jeg tænkte på dig.
Tænkte på hvordan du aldrig vil forsvinde fra min krop,
at du altid vil cirkulerer i mit blod.
For sandheden er,
at du er den varmeste feber
jeg nogensinde har følt
og jeg elsker dig
fra mine fødder
og hele vejen op
til toppen af mit hoved
fordi det er der
at du sidder
kronisk fast.

Kan du huske dengang jeg slæbte dig i seng? Du var blevet for fuld til at kunne gå. Jeg kan huske, at jeg sad ved computeren i stuen og så dig rejse dig fra sofaen. Du nærmest skød dig selv op i luften som en kanonkonge. Du vidste, at du var nød til at komme forbi mig med så kraftig en fart, at jeg ikke ville nå at se, hvor fuld du egentlig var, men din plan røg på gulvet, sammen med dig. Nu lå du dér og mumlede ned i gulvet. Jeg forstod ikke hvad du sagde, men jeg kunne mærke at du var sur. Sur på livet og dig selv. Jeg løb hen til dig, fik vendt dig om og lagde dit hoved i mit skød. Dit ansigt var smurt ind i blod. Det flød ud af næsen og munden, og ned over mig. Jeg begyndte at græde og du begyndte at pisse i bukserne.

I et vægtløst øjeblik
ser jeg dit køn
skærer den sorte nattehimmel op
og vores kønshår binder sig sammen
i begærlige knuder
som kvæler livets elendighed.

Vi ligger os op
i den nyudskåret himmel
og elsker hinanden
indtil vi mærker opløsningen
der kommer efter udløsningen
og ser himlen, som syer sig selv sammen.

Jeg er alt for meget

af alt det jeg ikke vil være.

Tung af neuroser og knuste spejlbilleder
synker jeg mod bunden af livet
hvor jeg vil gro fast.
Så kan jeg sidde der og kigge
op mod den lysende overflade,
mens jeg drømmer om,
at jeg en dag vil flyde op
og sprænge igennem overfladen
med så kraftig en fart
at jeg opløses i vinden
og bliver den reneste luft
som du kan trække ned i dine lunger
når livet ikke længere er værd at ånde for. 

Jeg pendler mellem neuroserne 
og ser hvordan relationerne forsvinder
foran mine angsttrætte øjne
imens jeg glider gennem
kemiske katastrofelandskaber
som er oplyst af
en glødende paranoia-sol
der smelter mine hjernebaner ned
så jeg snart kører af sporet